Fondsstøttet udviklingsprojekt
Mønsterbrydende Science er et 2-årigt projektarbejde udviklet på Frederiksberg Gymnasium af en gruppe på 10 naturvidenskabelige lærere i fagene fysik, kemi, biologi, naturgeografi og matematik. Projektet er finansieret af Villumfonden med ønske om at sætte fokus på naturvidenskab som en vigtig, spændende og attraktiv levevej for unge.
Projektets formål
Det er projektets formål at løfte det potentiale inden for de naturvidenskabelige fag, vi ser hos elever med ’gymnasiefremmed baggrund’. Vi ønsker – gennem en nytænkende didaktik – helt konkret at fastholde flere naturvidenskabelige elever med ’gymnasiefremmed baggrund’, og vi vil hæve deres faglige niveau til studentereksamen, så de i højere grad får mulighed for at realiseret deres uddannelsesdrømme.
Projektets idé baseret på dogmer
Mange elever med ’gymnasiefremmed baggrund’ er mønsterbrydere med et begrænset kendskab til fagenes sprog og de er sandsynligvis de første i deres familie, der skal knække koden til gymnasiet. I stedet for at sænke forventningerne til elevernes formåen, ønsker vi i stedet at integrere sproget i fagundervisningen på en måde, hvor alle elever inviteres ind i klasserummet i en aktivt deltagende rolle.
Med nøje planlagt stilladsering, skal eleverne ’lære at lære’, så de dannes som kompetente medborgere, som kan indgå aktivt, ansvarligt og fagligt engageret i undervisningen. Alle elever skal blive så dygtige, som de kan. Derfor trækker vi i særdeleshed på elevernes egne unikke sproglige kompetence og forforståelse som en væsentlig ressource for læring, der giver dem mulighed for at være sprogligt aktive i meningsfulde faglige kontekster.
Gennem eksplorativt arbejde har vi udviklet faglige forløb med henblik på, at imødekomme en række dogmer for materialet, hvor alle elever vil:
- have et tydeligt billede af timens struktur, fokus og faglighed
- kunne afgøre, om de har opfyldt målene for undervisningen
- opleve et klasserum, hvor alle deltager i samtalen og arbejdet
- opleve, at de største udfordringer finder sted i timen
- opleve, at teori motiveres af ‘hands on’ aktiviteter
- støttes til succesoplevelser med selvstændigt arbejde
- opleve inddragelse af egne ressourcer, initiativer og interesser
- have mulighed for at komme i gang med fagtekster på egen hånd
Eksterne samarbejdspartnere
For at støtte elevernes sprogkundskaber og styrke både materialet og vores viden inden for sprogudviklende undervisningsformer har vi etableret to samarbejder med hhv. Syddansk Universitet (SDU) og Københavns Professionshøjskole (KP). De har på baggrund af en indledende undersøgelse været med til at konkretisere og kvalificere projektets indsatsområder og udviklingsarbejde.
Esben Nedenskov Petersen (SDU) har sproglig kommunikation, sprogfilosofi og videnskabsteorididaktik som sine fokusområder, og han har i projektet sigtet efter at identificere steder, hvor fagene kan gøres mere tilgængelige ved, at implicitte faglige normer og indforstået sprogbrug, samt implicitte formål fx i forbindelse med arbejdsinstruktioner foldes ud for eleverne.
Han har gennem en 2-årig periode observeret undervisning, givet feedback på vores nyudviklede undervisningsforløb og udført gruppeinterview med elever på basis af observationer. Der har været fokus på, hvad eleverne fandt svært og hvordan de arbejder med deres opgaver i fagene.
Helene Thise og Katja Vilien (Københavns Professionshøjskole) har forskningsbaserede kompetencer inden for dansk som andetsprog. De har givet os øget pædagogisk og didaktisk viden i forbindelse med planlægning af forløb med sprogudviklende vinkel.
Vi har ligeledes fundet inspiration i deres bog ’Broen til fagsproget’ (2019), som rummer principper for – samt modeller og værktøjer til – sprogudviklende fagundervisning i grundskolen. Her har vi fået konkrete ideer til læringsaktiviteter og stilladsering af elevernes faglige arbejde med stoffet fra et sprogudviklende perspektiv, samt sparring på undervisning og udviklingsarbejdet i klasserne og vores materiale.
Projektgruppen på Frederiksberg Gymnasium, 2021