Til læreren

Velkommen til Mønsterbrydende Science! Her kan du som underviser få en introduktion til sitet samt et mere detaljeret indblik i, hvordan aktivitetsrummene fungerer og kan anvendes i din undervisning.

Om sitet

Oplever du at 

  • kun et fåtal af elever deltager aktivt i samtalen og arbejdet i klasserummet?
  • eleverne kun tror, at de er succesfulde, hvis de ’svarer rigtigt’?
  • eleverne har svært ved at læse fagtekster på egen hånd?
  • eleverne har svært ved at afgøre, om de har opfyldt målene med undervisningen?
  • eleverne fravælger de naturvidenskabelige studieretninger, fordi fagene er ’for svære’?
  • eleverne falder fra, selv om de har interessen for faget?

Dette site er udviklet med ønsket om at inspirere til en naturvidenskabelig undervisning, hvor fokus er på sprogudviklende perspektiver, som styrker elevernes læring. De skal opleve, at deres forforståelse, nysgerrighed og interesser kommer i spil gennem en aktiv sproglig deltagelse i hver time. Undervisningen skal skabe fælles forståelser gennem fælles oplevelser, hvor fænomener fra teorien skal ses og opleves, og eleverne skal støttes til succesoplevelser med selvstændigt arbejde.

Se model over faserne her!

Aktivitetsrummene

Under hvert fagligt emne findes et aktivitetsrum fyldt med aktiviteter, som læreren kan integrere i sin egen/klassens undervisning efter behov. Hver aktivitet kan stå alene, men man kan også sammensætte flere aktiviteter og dermed tilrettelægge et længere, progressivt forløb i sin undervisning.

Aktivitetsrummet opererer med to dimensioner:

En lodret dimension hvor kernefaglige emner optræder med stigende kompleksitet og abstraktion.

En vandret dimension med tre faser, hvor eleverne gradvist støttes i deres udvikling af fagsprog og nye fagrelaterede begreber gennem engagerende aktiviteter og en sproglig opmærksom tilgang. Her prioriteres der således tid til at styrke elevernes sproglige udvikling i samspil med den faglig udvikling, så eleverne kan forstå og erobre fagsprogets koder i deres eget tempo.

I fase 1 – Aktivering af forforståelse og ressourcer – arbejder eleverne under trygge rammer, med mange deltagelsesmuligheder, idet der tages udgangspunkt i velkendt sprog, kontekst og indhold. De opdager og undersøger emnet og deres egne erfaringer i relation hertil. De er sprogligt aktive og de taler og lytter, så de får et solidt fundament for læring.

I fase 2 – Introduktion til fagsprog – arbejder eleverne med at udforske det kendte emne fra fase 1 på en mere faglig måde, hvor der bygges nyt fagsprog og systematik på de forståelser, de allerede har. Her træder læreren i forgrunden og modellerer fagsproget for eleverne.

I fase 3 – Arbejde med fagsprog sammen – bearbejder eleverne den nye viden og gør det nye fagsprog til deres eget. De arbejder derfor på mange forskellige måder med det nye fagsprog. De lærer at bruge og producere fagsproget til formidling, både mundtligt og skriftligt.

Læs en nærmere beskrivelse af didaktikken og de sprogpædagogiske greb her!